søndag den 16. august 2015

misforstået empowerment

Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg er petite. Jeg har skrevet sure opstød om det før. Jeg er lav, har små bryster, smal talje og hofter, korte ben, og så er jeg utroligt tynd. Tændstikstynd, som nogle vil kalde det, hvorend nedsættende det er. Bortset fra højden, så ligner jeg modellerne på catwalken - det er ikke noget jeg efterlever, det er bare sådan jeg ser ud. Og så vejer jeg desuden præcis hvad jeg skal. Jeg fylder ikke så meget, og bruger størrelse XXS i tøj. Over årene har jeg vænnet mig til at folk siger "spis noget mere, du kunne godt bruge et par ekstra kilo", "ej hvor er du tynd!", "har du anoreksi?" og andre irriterende udtalelser. Folk vil gerne prøve at løfte mig, holder om mine håndled, lår og overarme, og andre ting der faktisk overskrider min privatsfære. Ting der ville være enormt upassende at gøre ved en person der var normalvægtig, eller overvægtig. Det er faktisk bodyshaming i sin fineste form. Til det kommer problemerne med at finde tøj, som ofte har presset mig ind i børneafdelingen i H&M, hvilket jeg selv finder meget nedværdigende. Men det er jo hvad det er - det er mine kår, og på trods af alt det, er jeg rigtig glad for min krop, og for at være petite. Jeg synes jeg er pæn, og så må folk egentlig hviske om spiseforstyrrelser og lignende, alt det de vil bag min ryg. Det er ikke det vi skal snakke om i dag.

Jeg har fulgt 'Empowerment Fabrikken' på facebook i noget tid nu, faktisk siden det startede. De arbejder med empowerment for kvinder, og med at stoppe bodyshaming af store kvinder - de har et budskab om at man skal elske sig selv og holde op med at pille sig selv ned. Det synes jeg er skønt, så selvfølgelig støtter jeg det, selv om jeg ikke falder i den målgruppe. Tidligere i dag dukkede der så en artikel op på min facebookforside, som de havde delt med teksten: "Peter Heydenreich siger: Kvinder er også kvinder værst, og hvis ikke andet, så kan de da altid kommentere hinandens fede ankler, lægge eller hvad ved jeg. Der er altid noget! Det bedes I lade være med. I bedes også tale pænt til jer selv og om jer selv.
Hvis I hele tiden taler nedsættende om jeres 'fede lår' eller 'store bagdel', så skal jeres kæreste nok også til sidst synes, at I har ret, og at det er et problem. Empowerment Fabrikken Mica Oh siger:
HØRT! ❤ #stopbodyshaming"

Fedt! Tænkte jeg. Indtil jeg læste overskriften på artiklen. 'Mænd vil ikke have tændstiktynde modeller'. Igen gik det lige ind i hjertet og gjorde ondt, uanset hvor glad jeg i realiteten er for mit udseende. For jeg er tændstiktynd, og det er ikke rart at få at vide, at mænd ikke vil have én. Jeg var selvfølgelig nødt til at læse artiklen, og har udplukket en række citater. Hvis I vil læse det hele kan det gøres hér.

  • Der er ingen grund til, at vi skal sidde og se på undervægtige piger vise tøj frem, tøj som på ingen måde kan hænge på almindelige kvinder med almindelige former.
  • Det kunne jo godt tænkes, at deres seksuelle præferencer gør, at deres æstetiske opfattelse mere eller mindre bevidst hylder et kvindeideal, som ikke har så meget med noget virkelig kvindeligt at gøre.
  • Som modeskaber ville jeg lave noget tøj der kunne understrege alt det dejlige ved det kvindelige. 
  • Mænd gider slet ikke de der tynde rær uden former; vi elsker alt det kvinderne har, og som vi ikke har. Vi drømmer om erotiske kvinder med hofter og bryster, bagdele og taljer. 

Av for den. Det var i den grad alt andet end behagelig læsning, og alt andet end empowerment. Jeg føler mig i høj grad pillet ned og gjort uværdig. Jeg er ikke en rigtig kvinde. Jeg er ikke det mænd vil have - jeg er en tynd rær uden former. Jeg har ikke noget med virkelig kvindelighed at gøre. Jeg er ikke en almindelig kvinde, med almindelige former. Jeg er ikke erotisk. Det er sgu ikke sjovt, for at være ærlig. Jeg føler mig ikke specielt 'empowered' lige nu, og det går da stik imod det som netop 'Empowerment Fabrikken' står for? Jeg undrer mig, men jeg ved også godt hvad der er gået galt.

Det skyldes en misforstået opfattelse af empowerment. Empowerment er efterhånden blevet aleneeje for større kvinder. Og et middel til at opnå empowerment, er at sparke opad, på vi der er priviligerede. For ja, på mange områder er man priviligeret når man er tynd - men man får satme også mange hug for det. Netop det som Peter Heydenreich opfordrer til - at holde op med at pille hinanden ned og tale grimt til hinanden som kvinder - gør han selv, og opfordrer derved andre kvinder til at gøre. Bare ikke mod store kvinder - kun mod de små, dem der ikke er rigtige kvinder. Det gør ondt. Store kvinder ved præcis hvor ondt det gør. Så hvorfor er der så mange der gør det? Hvorfor gør Empowerment Fabrikken det, når det går stik imod deres budskab? Hvorfor har vi fuldstændig misforstået hvad 'empowerment' betyder og er? 

Jeg vil i hvert fald gerne vide det. Og jeg håber inderligt at Empowerment Fabrikken trækker deres støtte tilbage til en artikel der så tydeligt bodyshamer petite kvinder, så vi kan få noget rigtig empowerment på agendaen.


tirsdag den 11. august 2015

mind officially blown

Vegansk mortadella-pølse smager bedre end rigtig mortadella-pølse.

fredag den 31. juli 2015

jeg kommer

Togkupeen er fyldt til randen med legende børn og folk der snorker. Spotify er stoppet med at spille, fordi forbindelsen er forsvundet. Jeg er rygetrængende og sulten, men der er forbud og jeg har ingen småpenge, så jeg tager en snus for at dulme mine nerver. Den skrigende unge tre sæder bag mig tester virkelig min tålmodighed, men åh, København, du er det hele værd.

torsdag den 30. juli 2015

ugh

Jeg gider ikke i dag. Og lad være med at spørge mig om, hvad det er jeg ikke gider. Jeg gider bare ikke.

torsdag den 18. juni 2015

hvor ender mit kryds?


Så er det i dag tid til at sætte sit kryds, hvis man vel og mærke er fyldt 18 år. Jeg er førstegangsvælger, og havde oprindeligt tænkt mig at stemme blankt, fordi jeg synes vores politiske system i Danmark handler om alt andet end demokrati. Det handler ikke om at sætte sit kryds ved den man føler bedst kan være ens stemme i Folketinget, men om at sætte sit kryds ved den der tager mindst fejl - det er et sats, fordi i sidste ende gør politikerne alligevel bare præcis hvad der passer dem. Valgkamp handler om hvem der kan kaste mest mudder på de andre partier, frem for rent faktisk at føre en politik frem som folk kan stole på og identificere sig med.

Og så kom Alternativet på banen. Det er i sandhed, på alle måder, et alternativ for så mange mennesker, og også for mig. De kæmper for en ny politisk kultur, og det var det der fangede mig med det samme. Samtidig er Alternativet ikke bange for at drømme stort, og se fremad - de ved og tør italesætte, at vores planet er ved at dø ud. De vil gøre noget nu, og de vil gøre noget aktivt. Alternativet tør snakke om det der er ubehageligt at snakke om, og det har jeg dyb respekt for.

Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg sætter mit kryds i dag. Godt valg til jer alle sammen, og husk nu for søren at hoppe ned og stemme - og hvis du ikke kan lide vores politiske system, så er der altid et alternativ. ;-)

Ej, jeg skal nok lade være. 

søndag den 14. juni 2015

fedt

Så mistede jeg så lige min boligsikring, som jeg har manglet siden februar, fordi jeg ikke svarede på en imaginær mail fra Udbetaling Danmark. Fandme flot. Den der e-boks er en lifesaver, hva'?

lørdag den 13. juni 2015

jeg er en bitch

Dette er sindsygt personligt, og selv om jeg normalt holder en eller anden form for ironisk distance i de blogindlæg der handler om mig, så er det her faktisk et ret seriøst emne, som jeg føler at jeg er nødt til at tale om.

For et år siden skrev jeg en kommentar til følgende billede:


Den nogenlunde lød således (og nej, jeg er ikke stolt af den, og ja, det kunne have være formuleret betydeligt bedre): Tja, det er fucking uansvarligt at blive ved med at spille med et hoved der er skåret op, ligesom det ville være uansvarligt at blive ved med at spille med kramper i benene. Tydeligvis er han en voksen mand der gerne vil fortsætte sin karriere, den anden er bare en idiot uden respekt for sig selv, sin krop og sit liv.

Jeg vil gerne nævne, at jeg er super træt af den kommentar, for den er pisse ignorant og dårligt formuleret. Sådan ville jeg aldrig skrive i dag. 

I går begyndte folk af en eller anden grund at svare på min kommentar, eller like den. Hvorfor ved jeg ikke, den er som sagt et år gammel og jeg ved ikke hvorfor den pludselig er relevant igen. Men det gjorde folk i hvert fald. Jeg startede ud med at sige undskyld for den åndssvage kommentar jeg havde skrevet, og mindede folk om at den altså var et år gammelt, og at jeg var rigtig ked af at jeg havde kaldt ham en idiot - men at jeg samtidig stod ved, at jeg syntes det var respektløst overfor sin krop, at ignorere en seriøs skade for at spille en koncert færdig, og at hans fans nok havde forstået det, hvis han lige tog et smut på skadestuen. Jeg skrev samtidig, at han selvfølgelig selv måtte styre det, og at han skulle gøre nøjagtigt hvad han ville, for jeg skulle ikke bestemme over ham. Jeg synes bare ikke det udviser respekt over for sin krop og sit liv. På trods af denne kommentar, der forklarede og undskyldte, fortsatte folk med at kommentere. Og de blev ikke mere høflige. Hér er et lille udpluk af de kommentarer jeg har fået (der er flere hundrede):
  • Hvorfor er du her? Skrid hjem hvor du kom fra og kom aldrig tilbage, luder.
  • Du opfører dig som et fucking barn.
  • Du ved tydeligvis ikke hvad det betyder at tage chancer.
  • Du lyder som en dum kælling, hold op med at bruge internettet.
  • Du rådner sikkert bare væk i din seng.
  • Bitch, hold kæft.
  • Der er nok nogen der har det sjovt til koncerter. Not.
  • Jeg griner så meget af det her, omg du er så fucking dum.
  • Du forstår ikke metal fordi du selv er plastik.
  • Der er to sider af en historie. Men fuck din side.
  • Du er en lille bitch.
  • Du lyder bitter.
  • Den her bitch står ved sin mening selv efter et år, selv om alle synes hun er dum. Dette er grunden til at folk aldrig kommer videre i livet.
  • Du er en cunt. Hold kæft.
  • Det rager ikke fucking dig hvad han gør med sit liv.
  • Du må have det sjovt til fester.
  • Og du er en grim, fed, selvretfærdig cunt der aldrig vil opnå det samme som ham.
  • Du er grunden til at folk ikke er stærke og respektable.
  • Du burde lave din kæreste en sandwich.
Som sagt er dette blot et udpluk af kommentarerne. Tænk at folk kan være så grove i munden og ubehøvlede, selv efter at man har sagt undskyld og beklaget sin kommentar, der i øvrigt er et år gammel. Folk er virkelig modbydelige på internettet. Man slår på tasterne uden at tænke sig om - folk tror det ikke gør ondt, men det rammer altså. Puh. Jeg har vidst fået nok facebook for i dag.