vi er som
to vilde heste
på en blomstereng
Vi to
vi er som
to vilde heste
på en strandbred
Vi to
vi er som
to vilde heste
på en motorvej
Vi to
vi er som
to vilde heste
ligegyldigt hvor vi er
er vi frie
hvis bare vi har hinanden
Jeg mangler
dig
som en nedslået
sommerfugl
mangler støv
på sine vinger
Regnbuens farver
reflekteres
i dine øjne
og dit blik
der er farvet
af minderne
fra de sidste tre uger
Man kan jo kraftedme ikke engang tage sig en lur i dette samfund, uden nogen kaprer et fly mens man sover.
Regnen
mod ruden
forsikrer mig om
at livet
aldrig
er helt forbi
Så har man da også prøvet at pitche en film, og tilmed fået bevilliget støtte fra Odense Filmværksted. Det er altså ikke helt dårligt.
Du er
alt
og intet
på samme tid
i én
endeløs
cyklus
af modstridende perfektion
Nøgne
hudløst ærlige
ligger vi
kød mod kød
skjult af natten
Men har vi
nogen sinde
været mere synlige
end nu?
Nætterne
uden dig
er som
mareridt
i en drøm
Min kæreste har købt en hat - en virkelig grim og pinlig hat. Jeg kan ikke lade være med at grine. Hvordan blev jeg forelsket i sådan en idiot?
Og jeg håber
du fylder gaderne
i København
med dit
nærvær
på samme måde
som du fylder
mit sind
Nu er jeg fandme igen stået op klokken 06:00, og så endda bare for at se idioten i halvanden time. Hvad fanden er det med mig?
Jeg havde i nat et mareridt, hvor jeg druknede i brugte tamponer. Min hjerne er simpelthen så fandens kreativ.
De tomme gyder
i mit sind
bliver
langsomt
oversvømmet
af dig
Jeg vil have
dine beslutsomme fingre
under min hud
og forsvinde
ind i dit blik
som du
forsvinder ind i mig
Når dagen
forsvinder
og du
ikke er her
lytter jeg til mit eget
hjerteslag og
så er
dine læber
næsten
mod min pande
i en bittersød
gestus
der minder mig om
at jeg selvom jeg
er alene
er jeg ikke
ensom
når bare jeg ved
at dine fingre
nok skal
finde mine
igen
Det er fandme svært at være sur når man er forelsket. Undskyld hvis bloggen enten er død eller sukkersød, men hvad fanden skal jeg skrive, altså. Det er ikke nemt at se sort på tingene når man har verdens bedste kæreste.
Magasin er en fucking dødsfælde for mit budget. Hvem tager 229 kroner for en fjer?
Jeg skal fandme til Grækenland, når mine eksaminer er overstået, og inden Roskilde Festival. Den her sommer bliver simpelthen perfekt.
Du er så
smuk
når du ligger dér
uskyldigt
i de seneste morgentimer
med ingen anden
intention
end at passe på mig
Sekundet
hans sjæl
forlader min
og strengene springes
oversvømmes min krop
af længsel
efter hans kys
mod min pande
hans fingre
mod min hud
og hans blik
fæstnet i mit
Vi har indgået vores første kompromis: Vi skiftes til at styre det flyvende tæppe.
Tænk at det kan lade sig gøre at vågne fem minutter i syv på en søndag - uden alarm slået til.
Han er min, og jeg er hans.
Du bør aldrig deltage i en facebook-diskussion når du er fuld.
Livet er en forunderlig størrelse. Det samme er øl. Tror jeg.
Her til morgen sagde min mor til mig, at ost er en vigtig ingrediens i livet.
Jeg kan kun være enig.
Det øjeblik jeg holdt op med at lede, væltede han ind i mit liv, og han var alt det jeg ikke havde ledt efter - men til gengæld var han alt det, jeg havde brug for.
Min sjæl
fandt din
på en fredag nat
og pludselig
faldt alle
brikkerne
på plads
Når jeg ligger
her
på en håbløs morgen
viklet ind i
mig selv
min dyne
og de rester
af duft og
berøring
fra dig
der stadig danser
på min nøgne hud
giver det næsten
en illusion
af at du er her
med dine læber
mod mine
og så
er det faktisk ikke
så håbløst
alligevel
Gruppen "alternative danish people" dukker konstant op i mit news feed på facebook. Smut med jer, forhelvede, jeg gider ikke glo på jer.
Jeg har lyst til at synge højt på gaden, danse ufortrødent i regnvejr, male alt jeg ser, nedfælde poesi med et strejf af lykke, og til at blive tåbeligt forelsket - og hvem ved, måske sker det? Alt er muligt.
Matematik er fandme noget underligt noget. Vores lærer har tvunget os til at installere apps der kan måle vinkler, og nu skal vi så gå rundt og måle vinkler på træer. Hvornår får man brug for at måle vinklen på et træ? Hvornår får man nogensinde brug for at måle vinkler i det hele taget? Og hvis man nogensinde har brug for at måle vinkler, hvad fanden gjorde man så egentlig før man fik smartphones?
Min koncentrationsevne er død og begravet i dag.
Hvad er det
vi er bange for?
ingenting
Jeg vil bare gerne møde en der tør tage min hånd når vi går ved siden af hinanden. Det er et simpelt ønske der er uhyggelig svært at få opfyldt.
Dét
der brænder klarest i min hukommelse
er ikke
"jeg er 30"
"vil du have noget privatliv?"
eller
"hvorfor har du så travlt?"
nej
det er dine
behændige
fingre
der smører mig en
ostemad
med alt for meget
smør
mens du taler om
lidt af det hele
og er
fuldstændigt tilstede
Dét
i sig selv
lyder uskyldigt
overflødigt
banalt
men det var derfor
det var så specielt
fordi du ikke
havde anden intention
end at stille min sult
og det i sig selv var
både smukt og bizart
og du stillede den
min sult
om det så var
en sult
efter
nærvær
samtale
eller bare en ostemad
kan faktisk
være ligegyldigt
for du stillede mine behov
for det hele
på én gang
og det er
Dét
der gør det
til den mest
mindeværdige
ostemad
i mit liv
og ved du hvad?
man skal fandme
virkelig
være noget særligt
for at gøre en
ostemad
mindeværdig
Jeg
smiler
når han strejfer
mine tanker
og dét
er det der
skræmmer mig
allermest
fordi det leder
til den efterfølgende
teori
om at det kun
var den ene weekend
En god veninde sendte mig dette citat, og givet min nuværende situation, følte jeg for at dele det: Hope is the little voice you hear whisper "maybe", when it seems the entire world is shouting "no!"
Jeg tror jeg tænker for meget over tingene. Hvis nu jeg holdt op med at sammenligne ham med hvor gamle mine forældre er, så ville jeg måske ikke have det så mærkeligt med det.
Kold kaffe, croissant, og trigonometri. Weekenden er officielt forbi.
Er det manglen på morgenmad eller manglen på ham, der får mig til at føle som jeg gør nu?
Der var ikke mere varmt vand, og når man står med en - i forvejen presset - plan for morgenen, og man ikke har været i bad en hel weekend og om muligt føler sig lidt som en trold, så er man bare nødt til at gå i bad. Vandet skulle efter sigende blive varmt om ti minutter, men jeg havde ikke tid til at vente så længe, så ind under bruseren fløj jeg. Koldt eller ej.
Og koldt, det var det. Jeg tog mig selv i at tænke på, om det mon var karma. Bliver jeg straffet for det jeg har gjort i weekenden, der med hans egne ord er 'forkasteligt'? Han har jo ret, det er det, men jeg har svært ved at se hvorfor det skal være sådan - hvorfor det hænger sådan sammen. Næsten samtidig med, at jeg på den mest New Age-agtige måde jeg kan, sender undringen ud i universet, kommer det som et lyn fra en klar himmel - det varme vand vælter ud af brusehovedet, og indhylder min rystende krop, som et venskabeligt og trøstende kram, der med ét overbeviser mig om, at selv om det er forkasteligt, så er det også lidt okay.
Og selv om det nok bare var tilfældigheder, så er min nysgerrighed atter vakt. Hvor går grænsen? Det var nok det jeg gerne ville høre, at det var okay, men alligevel så var straffen, og det forkastelige, så meget nemmere at forholde sig til. Nu er der ikke andet at gøre, end at smage på mandag morgen, og fascinationen af en mand på 30 år.
Man har ikke været i bad hele weekenden, og belejligt nok er der ikke mere varmt vand når man står op under tidspres. Så er det mandag igen.
Dine fine
knapt synlige
smilerynker
der løber omkring dine øjne
er både en
advarsel
der beder mig om
at holde mig væk
og en inspirationskilde
der lokker mig tættere på
beder mig om
at blive ved
smage mere
undersøge
hvad det vil sige
at være for ung og for gammel
til hinanden
En tragisk fredag endte med en dybsindig, poetisk og inspirerende nat i den syvende himmel.
Det dér alkohol, det ligger et plaster på det sår jeg fik, da Ed Sheeran blev udsolgt.
Jeg har virkelig lyst til at kaste mig på gulvet og græde og rive papir i stykker. JEG VIL MED.
Min internetforbindelse forsvandt nu, og jeg mistede min plads i køen, så nu græder jeg altså.
Der er 2527 personer i kø før mig til Ed Sheeran billetterne. Jeg begynder så småt at få tårer i øjnene.
Jeg blev queued til billetsalget til Ed Sheeran. Jeg tudbrøler seriøst hvis jeg ikke får den fucking billet.
Det der vidunderlige øjeblik, hvor nogen laver en kæmpe dej på et offentligt toilet, og tænker "hmm, skulle jeg mon skylle ud? Naaah"- det elsker jeg.
Jeg vil begrave mig
i dine komplimenter
den ukorrekte måde
du opfatter mig på
din besættelse
af et opdigtet mig
og lade mit ego blomstre
for en enkelt nat
Bastille og fucking Stevie Wonder kommer på Roskilde Festival!
Hvorfor er jeg ikke kærester med en model.
Min balle sover.
Hvad fanden blev der egentlig af det gode vejr vi havde for nogen uger siden?
Jeg slår nogen ihjel i dag, hvis der er nogen der laver en aprilsnar på mig. Jeg mener det. Har slet ikke fået søvn nok til den her lortedag.
I al den her tid har jeg bildt mig selv ind, at jeg vandt, fordi jeg tog et valg om at stoppe det. Men i virkeligheden vandt han. Jeg er alene, og han er lykkelig og forelsket på instagram, og jeg ville ønske at jeg kunne gnide salt i et sår, ramme ham som han rammer mig med det mest uskyldige af alt, og på en eller anden måde få bekræftet at han stadig ved jeg eksisterer. Men gør jeg overhovedet det - eksisterer? Eller formåede jeg alligevel at tabe alt jeg var i kampen om hans opmærksomhed?