høj bølgegang

Af og til går bølgerne højt på internettet, specielt når man debatterer. Man kan komme til at gå ind i en debat man ikke burde gå ind i, på grund af ens følelsesmæssige tilknytning, og man kan blive ked af det, frustreret, vred og ligefrem rasende. Jeg har før meldt mig ud af en debatgruppe, fordi jeg simpelthen var klar til at sætte mig ned på gulvet, råbe og skrige og tudbrøle af frustration. Det er faktisk meget unormalt for mig. Jeg er meget sagligt anlagt, og lader sjældent mine følelser tage overhånd, men jeg har også en stor retfærdighedsfølelse fordi jeg er særligt sensitiv - og det kan godt være svært, når man befinder sig på internettet, hvor en stor del uretfærdighed ofte finder sted. Det er i hvert fald min oplevelse.

misforstået empowerment

Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg er petite. Jeg har skrevet sure opstød om det før. Jeg er lav, har små bryster, smal talje og hofter, korte ben, og så er jeg utroligt tynd. Tændstikstynd, som nogle vil kalde det, hvorend nedsættende det er. Bortset fra højden, så ligner jeg modellerne på catwalken - det er ikke noget jeg efterlever, det er bare sådan jeg ser ud. Og så vejer jeg desuden præcis hvad jeg skal. Jeg fylder ikke så meget, og bruger størrelse XXS i tøj. Over årene har jeg vænnet mig til at folk siger "spis noget mere, du kunne godt bruge et par ekstra kilo", "ej hvor er du tynd!", "har du anoreksi?" og andre irriterende udtalelser. Folk vil gerne prøve at løfte mig, holder om mine håndled, lår og overarme, og andre ting der faktisk overskrider min privatsfære. Ting der ville være enormt upassende at gøre ved en person der var normalvægtig, eller overvægtig. Det er faktisk bodyshaming i sin fineste form. Til det kommer problemerne med at finde tøj, som ofte har presset mig ind i børneafdelingen i H&M, hvilket jeg selv finder meget nedværdigende. Men det er jo hvad det er - det er mine kår, og på trods af alt det, er jeg rigtig glad for min krop, og for at være petite. Jeg synes jeg er pæn, og så må folk egentlig hviske om spiseforstyrrelser og lignende, alt det de vil bag min ryg. Det er ikke det vi skal snakke om i dag.

Jeg har fulgt 'Empowerment Fabrikken' på facebook i noget tid nu, faktisk siden det startede. De arbejder med empowerment for kvinder, og med at stoppe bodyshaming af store kvinder - de har et budskab om at man skal elske sig selv og holde op med at pille sig selv ned. Det synes jeg er skønt, så selvfølgelig støtter jeg det, selv om jeg ikke falder i den målgruppe. Tidligere i dag dukkede der så en artikel op på min facebookforside, som de havde delt med teksten: "Peter Heydenreich siger: Kvinder er også kvinder værst, og hvis ikke andet, så kan de da altid kommentere hinandens fede ankler, lægge eller hvad ved jeg. Der er altid noget! Det bedes I lade være med. I bedes også tale pænt til jer selv og om jer selv.
Hvis I hele tiden taler nedsættende om jeres 'fede lår' eller 'store bagdel', så skal jeres kæreste nok også til sidst synes, at I har ret, og at det er et problem. Empowerment Fabrikken Mica Oh siger:
HØRT! ❤ #stopbodyshaming"

Fedt! Tænkte jeg. Indtil jeg læste overskriften på artiklen. 'Mænd vil ikke have tændstiktynde modeller'. Igen gik det lige ind i hjertet og gjorde ondt, uanset hvor glad jeg i realiteten er for mit udseende. For jeg er tændstiktynd, og det er ikke rart at få at vide, at mænd ikke vil have én. Jeg var selvfølgelig nødt til at læse artiklen, og har udplukket en række citater. Hvis I vil læse det hele kan det gøres hér.

• Der er ingen grund til, at vi skal sidde og se på undervægtige piger vise tøj frem, tøj som på ingen måde kan hænge på almindelige kvinder med almindelige former.
• Det kunne jo godt tænkes, at deres seksuelle præferencer gør, at deres æstetiske opfattelse mere eller mindre bevidst hylder et kvindeideal, som ikke har så meget med noget virkelig kvindeligt at gøre.
• Som modeskaber ville jeg lave noget tøj der kunne understrege alt det dejlige ved det kvindelige. 
• Mænd gider slet ikke de der tynde rær uden former; vi elsker alt det kvinderne har, og som vi ikke har. Vi drømmer om erotiske kvinder med hofter og bryster, bagdele og taljer. 

Av for den. Det var i den grad alt andet end behagelig læsning, og alt andet end empowerment. Jeg føler mig i høj grad pillet ned og gjort uværdig. Jeg er ikke en rigtig kvinde. Jeg er ikke det mænd vil have - jeg er en tynd rær uden former. Jeg har ikke noget med virkelig kvindelighed at gøre. Jeg er ikke en almindelig kvinde, med almindelige former. Jeg er ikke erotisk. Det er sgu ikke sjovt, for at være ærlig. Jeg føler mig ikke specielt 'empowered' lige nu, og det går da stik imod det som netop 'Empowerment Fabrikken' står for? Jeg undrer mig, men jeg ved også godt hvad der er gået galt.

Det skyldes en misforstået opfattelse af empowerment. Empowerment er efterhånden blevet aleneeje for større kvinder. Og et middel til at opnå empowerment, er at sparke opad, på vi der er priviligerede. For ja, på mange områder er man priviligeret når man er tynd - men man får satme også mange hug for det. Netop det som Peter Heydenreich opfordrer til - at holde op med at pille hinanden ned og tale grimt til hinanden som kvinder - gør han selv, og opfordrer derved andre kvinder til at gøre. Bare ikke mod store kvinder - kun mod de små, dem der ikke er rigtige kvinder. Det gør ondt. Store kvinder ved præcis hvor ondt det gør. Så hvorfor er der så mange der gør det? Hvorfor gør Empowerment Fabrikken det, når det går stik imod deres budskab? Hvorfor har vi fuldstændig misforstået hvad 'empowerment' betyder og er? 

Jeg vil i hvert fald gerne vide det. Og jeg håber inderligt at Empowerment Fabrikken trækker deres støtte tilbage til en artikel der så tydeligt bodyshamer petite kvinder, så vi kan få noget rigtig empowerment på agendaen.

miley cyrus nøgen?!

Papermag skrev en skøn artikel om Miley Cyrus i går, som virkelig kun har givet mig mere respekt for hende. Specielt på grund af de billeder der fulgte med. Miley har startet en non-profit organisation ved navn 'The Happy Hippie Foundation', som har en række forskellige mærkesager, bl.a. hjemløshed blandt unge, lgbt ungdommen, og andre udsatte befolkningsgupper i USA. Miley Cyrus er et af de mest indflydselsrige mennesker i USA, og hun har midlerne til at gøre en forskel - hvilket hun også gør. Udover det har hun påtaget sig det ansvar, at være et stærkt kvindesymbol for unge piger, og skabe opmærksomhed omkring seksualiseringen af den kvindelige krop. Hun har bl.a. spillet en stor rolle for #freethenipple konceptet, som jeg selv er stor tilhænger af. For at skabe opmærksomhed på unge hjemløse har hun ladet sine armhulehår gro - at barbere sig under armene er en luksus man ikke har når man er hjemløs.

Miley har været så modig at få taget nøgenbilleder i forbindelse med artiklen, fordi hun er klar over, at det vil drage folk til, hvorefter hun så håber at de vil tage sig tiden til at høre hvad hun har at sige. Desværre har folk alt for travlt med at seksualisere billederne, der ellers er fuldstændig uden erotisk karakter, ved at bedømme hendes seksuelle værdi. De siger f.eks. hun er billig, hendes bryster er for små, ingen vil gå i seng med hende, hun er grim, de kalder hende luder og siger at billederne er 'trashy'. Kunst er subjektivt, det er jeg udmærket klar over, men hvordan nogle mennesker kan kalde dette for pornografi er mig et under. Billederne viser en krop. Kroppen er det der holder os i live, den er vores vigtigste værktøj - ikke et sex-objekt. Kvinder har ikke fået tildelt en krop for at den skal tilfredsstille andre, hverken fysisk eller visuelt. Så at folk automatisk tror, at billederne er taget for at tilfredsstille dem på et seksuelt plan, blot fordi hun er nøgen, det forekommer mig utroligt, og udviser i min verden en enorm ignorance.

Dertil kommer også problemet med hårene under armene. For ja, det er åbenbart et problem at en kvinde har dem. Det er klamt, ulækkert, og hvad ved jeg. For guds skyld, det er naturligt! Alle mennesker gror hår under armene. Jeg forstår oprigtigt ikke, hvad problematikken er. Det er hendes krop. Hun skader ikke nogen. Og hvorfor i al verden skulle folk vælge en partner fra, blot fordi de ikke er hysteriske med skraberen? Det siger mere om dem, end om ejeren af dusken.

Miley Cyrus er en smuk, ung og talentfuld kvinde, der lever sit liv nøjagtigt som hun vil, uden behov for at passe ind i samfundet konformitet og idealer. Ikke for at være på tværs - bare fordi hun ikke har lyst. Miley Cyrus er lykkelig. Noget størstedelen af verdens befolkning aldrig har prøvet at være. Der er nok flere teorier om hvorfor. Jeg tror det hænger sammen med, at folk har for travlt med at gøre hvad andre forventer de skal. De får aldrig en mulighed for at gøre hvad de har lyst til, for de tror ikke muligheden er der. Og i stedet for at hylde, at nogen endelig tør stå frem og være nøjagtig den de er, har folk travlt med at skælde ud og være dobbeltmoralske. Det er forfærdeligt.

Miley Cyrus er vanvittigt inspirerende. Folk siger, at hun er et dårligt forbillede, og at hun forgifter unge pigers moral og værdier. Folk siger, at de ville være dybt forargede hvis deres børn gjorde som hende. Jeg ville være pavestolt hvis min fremtidige datter var lige så modig som Miley Cyrus - modig nok til at leve nøjagtig det liv hun har lyst til. Og det står jeg ved. Nøgenbilleder eller ej.

luk øjnene op

Vi skal snakke lidt om kaninen Allan. Eller rettere sagt, det der følger hans død - nemlig massehysteriet, der nu har spredt sig til resten af verden. Der er så meget vrede, så meget had, rettet mod radioværten der gjorde det.

Lad os skabe et drømmescenarie: Tænk nu, hvis al den vrede var rettet mod landbrugsindustrien? Tænk hvis folk, i stedet for at boykotte Radio24Syv, boykottede landbrugsindustrien? Tænk hvis disse millioner af mennesker, der er så rasende, bare holdt op med at købe ikke-økologisk kød? Tænk hvis det spredte sig, og blev en trend? Tænk hvis disse millioner af mennesker fra den ene dag til den anden skiftede til økologiske og biodynamiske fødevarer - ikke kun kød, men også alt det andet? Tænk hvis efterspørgslen endelig voksede? Tænk hvis grisefarmene hvor grisene rådner i sin egen afføring, blev lukket ned eller gjort økologiske, simpelthen fordi folk boykottede dem? Tænk hvis disse millioner af mennesker rettede al deres vrede mod dem der er ansvarlige for, at dyr lever pinefulde, uværdige liv?

Hvad ville der ske?

Det er svært at sige, men jeg vil gerne vide det. Så jeg vil opfordre alle der er vrede, stødt, forargede, rasende, psykotiske, kede af det, eller hvad i al verden man ellers føler angående lille Allan, til at rette de følelser mod vores landbrugsindustri. Ret den mod alle landmænd der ikke er økologiske. Ret den mod de landmænd der er ligeglade med dyrevelfærd. Ret den mod de mennesker der ikke gider tage stilling. Ret den mod alle dem, der er imod økologi. Gør noget, i stedet for bare at sidde og skrive vrede facebook kommentarer. Køb økologisk. Køb biodynamisk. Skær ned på dit kødforbrug. Hvad som helst, bare det er konstruktivt.

Lad os hjælpe hinanden med at skabe et Danmark, hvor vi passer på dyrene. Hvor vi ikke behøver aflive kaniner i radioen for at skabe debat, for der er ikke behov for debat - vi har dyrevelfærd. Lad os gøre det drømmescenarie til virkelighed.

indlæg #1000

Ja for helvede. Indlæg nummer 1000. Hvor er det sindsygt. Skriver jeg for meget? Det må jeg gøre. Måske fordi jeg elsker det. Om ikke andet, så wow, 1000 indlæg. Det er fandme mange. Det er en lille sejr i sig selv, faktisk. Jeg tror aldrig jeg har passet og plejet og elsket en blog, så meget som jeg gør med Bittersød Kanel.

Når det så er sagt, så skal det da fejres! Jeg har købt en gave til mig selv og til bloggen. Eller rettere sagt, verdens bedste ven og tro læser, Mike, har. Giv ham lige en applaus.....

For nu har bloggen sit eget domæne! Lad mig præsentere: www.bittersodkanel.dk

jeg er forfatter

Mine skønne læsere. Jeg har nu opnået to milepæle i mit liv:

1. Bloggen har fået 50.000 visninger (selv om den har været ualmindeligt inaktiv)!!! Tusind tak for det, I er fantastiske!
2. Jeg er sgu gået hen og blevet en vaskeægte forfatter.

Okay. Jer der kender mig og har fulgt med på facebook ved det godt. Det er faktisk lang tid siden jeg blev forfatter. Jeg skrev kontrakt med forlaget mellemgaard med henblik på udgivelse helt tilbage i maj 2014, kort efter jeg havde indsendt en digtsamling til dem. Men jeg har valgt at vente med at offentliggøre det på bloggen, til det helt rette øjeblik. Der er nu snart kun en lille måned til at digtsamlingen kommer ud, og derfor føler jeg, at det er på rette tid at I får det at vide. Så here goes. Den 2. marts udkommer digtsamlingen Noget Ukendt af Marie Trappehave. Den er faktisk udkommet som e-bog, og kan købes ret mange steder. Men for jer der (ligesom mig) foretrækker fysiske bøger, kan den allerede nu forudbestilles ved (jeg nævner i flæng): Arnold Busck, Bog & Idé, Gucca, Saxo, CDON, BOGhandleren, og selvfølgelig på forlagets egen hjemmeside. Priserne ligger på alt mellem 100 og 140 kr.

Om bogen: Noget ukendt er en digtsamling, der handler om dét at møde et fremmed menneske og give sig selv mulighed for at fortabe sig fuldstændig i vedkommende. Den beskriver den fantastiske rejse, det er at lære hinanden at kende. Den handler om de uendelige nætter, hvor man kortlægger hinandens kroppe, og de dovne eftermiddage, hvor man maler hinandens sind. Den nye, rene forelskelse, hvor begge parter starter med en renvasket tavle og skal finde ud af, hvad der nu skal stå. Noget ukendt handler om det at forelske sig, og hvad der sker, hvis man mod al forventning følger sin mavefornemmelse og tillader sig selv at forsvinde helt ind i et andet menneske.

Jeg glæder mig meget til at dele den og min succes med jer! Havde det ikke været for denne blog, hvor jeg har fået lov til at udfolde og samle min poesi, var det nok aldrig blevet en realitet. Så tak for støtten. 

Hvis I har lyst til at følge ekstra med i mit forfatterskab, ud over bloggen, som jo egentlig er tilegnet mit alter ego frøken Sortseer, men som jeg til tider tager over af ren iver efter at blive hørt, kan I følge mig, Marie Trappehave, hende forfatteren med ar på bagen, på denne lidt primitive facebook-blog: https://www.facebook.com/marietrappehaveforfatter

Håber selvfølgelig I fortsat vil følge med, hvad enten det er hos Marie Trappehave eller frøken Sortseer. Og igen, tusind tak for støtten, det betyder utroligt meget. Det er virkelig en drøm der går i opfyldelse.

welcome back depression

Jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer ud af min seng igen. Eller om jeg nogen sinde holder op med at græde. Eller om det nogen sinde holder op med at gøre ondt. Den eneste bonus er at jeg skriver. Jeg skriver den roman jeg altid gerne har villet skrive. Og selv om hvert ord borer sig ind i mit hjerte og får det til at bløde endnu mere, så er det stadig den bedste form for terapi jeg kan få lige nu. Om det er en process for at give slip eller..ja, jeg ved snart ikke om der findes andre muligheder. Men en del af mig håber inderligt på, at den roman jeg skriver får en lykkelig slutning. Det virker bare usandsynligt lige nu. Jeg har aldrig oplevet noget der gør så ondt.

hvor har frøken sortseer været?

Den skarpe læser vil observere, at det sidste udbrud fra frøken Sortseer kom tilbage i juni. Den endnu skarpere læser vil observere, at jeg kort efter postede dette billede:

På daværende tidspunkt var det noget af det mest nøjagtige jeg havde læst i lang tid. Man kan vel kalde det en identitetskrise. Jeg vidste ikke længere, om jeg ville være frøken Sortseer, eller om jeg bare ville være Marie. Jeg havde næsten lige fået en ny kæreste, det var ved at blive seriøst og i takt med at jeg lærte ham at kende, begyndte jeg at reflektere over, hvem jeg gerne ville være - simpelthen fordi jeg syntes han var sådan et fantastisk menneske. Jeg havde brug for at lade bloggen være. Jeg havde brug for at ligge frøken Sortseer væk, og finde ud af, hvem jeg var uden hende. Om jeg var bedre uden hende. 

Jeg ved ikke om jeg er et bedre menneske nu, end jeg var for et halvt år siden. Men jeg har ændret mig. Jeg har lært en masse om mig selv, jeg har åbnet op for nogle problemer jeg ikke vidste jeg havde, og fået mulighed for at arbejde mere med mig selv. Det er pisse hårdt, men også rart på en mærkelig måde. Jeg er slet ikke færdig med min rejse mod at finde mig selv. Men på det sidste har jeg haft en voksende trang til at blogge, når der er sket et eller andet lort. Og i dag, efter episoden med postmanden, så gjorde jeg det bare. Det føltes naturligt. Frøken Sortseer er en del af min identitet, og selv om det måske på en måde har været behageligt ikke at være en sortseer i et halvt års tid, så er jeg kommet til den konklusion, at det jo ikke er fordi jeg som sådan ikke kan leve uden at dyrke negativitet. Det jeg godt kan lide ved at være frøken Sortseer, er den humoristiske tilgang til de irriterende ting der sker i hverdagen. Selvironien og evnen til at grine af sig selv. Det er dét frøken Sortseer er. Hun er en del af livet jeg i mange år undertrykte, og som jeg til sidst begyndte at tage pis på. Og nu er hun bare..en del af mig. Det har hun jo også været det sidste halve år, hun har bare været gemt væk. Men nu skal hun have et sted at bo igen, og det bliver bloggen.

Frøken Sortseer er tilbage!

mangel på samme

Jeg er lige vågnet. Det regner, og jeg er sulten. Jeg tænker på hvor magisk det ville være hvis du var her. Selv om solen er stået op, er himlen så fuld af mørke regnskyer, at det stadig føles som nat - og den trommende lyd mod vinduet er beroligende, i sin vilde natur. Hvis du var her, ville jeg beundre trætheden og tilfredsheden i dit blik, og presse mine læber mod dine i en gestus af ubetinget kærlighed. Men du er her ikke. Så jeg nøjes med at lytte til regnen mod ruden, og dagdrømme om dit nærvær, men jeg venter på at søvnen indhenter mig igen. Og det skal den nok - men først når jeg har drømt færdig.

lykken er....

Frustrationen ved at sætte min taske i en spytklat. Glæden ved at se hans øjne stråle. Melankolien ved at danse i regnen. Saligheden ved at slappe af efter hed elskov. Vreden ved at se unge piger ødelægge deres krop. Betænksomheden ved at sætte en andens behov først. Irritationen ved at sidde ved siden af et barn i bussen. Tålmodigheden ved at vente med 'jeg elsker dig'.

Lykken er at leve.

livet som talblind

Hvad skal man gøre, hvis ens kæreste har lovet at hjælpe en med at læse op til mundtlig matematik, som er på onsdag, og man nu er blevet syg, og han gerne vil vente med at ses til man er rask, og man tvivler kraftigt på at man bliver rask inden onsdag, så man har ingen der kan hjælpe en med at læse op, og man sidder og tudbrøler af angst og nervøsitet fordi man fik 00 i årskarakter på gym sidste år i matematik, og man virkelig har brug for hjælp til at læse op hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om at bestå, og det er allerede på fucking onsdag og der er ingen at læse op sammen med, fordi ens kæreste, der har lovet at hjælpe, først vil se en når man er rask, og nu går man virkelig i panik efterhånden?

hvem er jeg?

Jeg er sådan en kvinde, der ynder at danse i regnvejr med blomster i mit hår, og læse gamle bøger på solskinsdage. Jeg er sådan en kunstner, der virkelig nyder en varm kop kaffe, og gerne bruger fire timer på en bænk i en park en vinterdag, bare for at observere folk. Jeg er sådan en pige, der bruger penge på sko når jeg er ked af det, frem for at snakke med nogen. Jeg er sådan et menneske, der ser verden for hvad den er; smuk, forskruet, og helt igennem ægte. Jeg er sådan et individ, der dyrker min kvindelighed, bruger min krop, og drikker gratis drinks når jeg er i byen, uden dårlig samvittighed. Jeg er sådan én, der nyder melankolien i ødelagt glas, spildt vin, og skodede cigaretter. Jeg er sådan en type, der er tosset med læbestift og pelsfrakker, korte nederdele og bare bryster om sommeren. Jeg er sådan en person, der tror på karma, og virkelig ikke orker at diskutere med uintelligente mennesker. Jeg er det man vil kalde en livsnyder, en poet, en hykler, en shopaholic, en realist, en kunstner, en DF'er, en egoist, en sortseer - og jeg kan lide det.

mit eget kunstneriske verdenshjørne af melankoli: one year later

For et år siden blev en blog skabt. Der blev nok skabt mange nye blogs, men på lige netop den dag, blev der altså skabt noget helt specielt for mit vedkommende - nemlig Bittersød Kanel. Jeg startede bloggen med dette utroligt simple indlæg, der alligevel formår at opsummere bloggen perfekt: mit eget kunstneriske verdenshjørne af melankoli. Et indlæg der senere forvandlede sig til et af mine personlige favorit-slams, nemlig 'hypokonder'.

Jeg skabte Bittersød Kanel, fordi jeg var begyndt at skrive dansk poesi. Jeg har altid skrevet, men kun på engelsk. Da jeg så havde mit første møde med poetry slam i vinterferien 2013, fik jeg øjnene op for at skrive på dansk - og det gik overraskende godt. Faktisk så godt, at jeg savnede et sted, hvor jeg kunne dele min poesi. Et sted hvor jeg kunne dele brudstykker af mig selv og min hverdag med verden, og hvor jeg kunne udfolde mit kreative potentiale. Og det har jeg så sandelig - både jeg og min poesi er vokset, over det sidste år, og dét at kunne dele min poesi (og mit liv) her, har været utrolig befriende, og en vigtig del af udviklingen.

Jeg har haft mine op- og nedture. Mange af dem, endda. Og de vil fortsætte - lige nu er jeg midt i en optur, men alting vender jo på et tidspunkt, og I vil være vidner. Over det sidste år er jeg blevet forlovet, single igen, givet slip på min muse, oplevet poetisk tørke, og for nyligt fundet inspiration et sted jeg aldrig havde drømt om at finde den. Jeg har delt og givet så meget selv, og det er en GAVE at I følger med, og tager imod som I gør. I oktober havde bloggen 675 visninger, og allerede i november steg det til hele fucking 5.406 visninger - for så at stige til 9.210 visninger i december. Det var fuldstændig vanvittigt! Tusind tak for det.

Til at slutte af, vil jeg gerne dele de fem mest læste blogindlæg over det sidste år, med jer:

1. kæreste søges
2. sig tillykke
3. danmarks fremtid - what the fuck?
4. hvad skal jeg sige?
5. kæreste søges part ||||

Tak fordi I følger med. Jeg håber I vil fortsætte - for jeg har ingen intention om at stoppe med at blogge, men det er ikke helt det samme uden jer. Så tak.

inspiration

Det er utroligt, det han giver mig. Han giver mig inspiration, glæde, overskud..han fylder min sjæl med ord der presser helt ud i mine fingerspidser. Med ét, på hans befaling, vælter poesi frem, stykke for stykke. Det fortsætter, og jeg finder lysten til at skrive fuldstændig overvældende. Pludselig er poesi ikke en terapi, men en livsglæde - og dét er inspirerende i sig selv.

jeg falder

Det øjeblik jeg holdt op med at lede, væltede han ind i mit liv, og han var alt det jeg ikke havde ledt efter - men til gengæld var han alt det, jeg havde brug for.

karma

Der var ikke mere varmt vand, og når man står med en - i forvejen presset - plan for morgenen, og man ikke har været i bad en hel weekend og om muligt føler sig lidt som en trold, så er man bare nødt til at gå i bad. Vandet skulle efter sigende blive varmt om ti minutter, men jeg havde ikke tid til at vente så længe, så ind under bruseren fløj jeg. Koldt eller ej.

Og koldt, det var det. Jeg tog mig selv i at tænke på, om det mon var karma. Bliver jeg straffet for det jeg har gjort i weekenden, der med hans egne ord er 'forkasteligt'? Han har jo ret, det er det, men jeg har svært ved at se hvorfor det skal være sådan - hvorfor det hænger sådan sammen. Næsten samtidig med, at jeg på den mest New Age-agtige måde jeg kan, sender undringen ud i universet, kommer det som et lyn fra en klar himmel - det varme vand vælter ud af brusehovedet, og indhylder min rystende krop, som et venskabeligt og trøstende kram, der med ét overbeviser mig om, at selv om det er forkasteligt, så er det også lidt okay.

Og selv om det nok bare var tilfældigheder, så er min nysgerrighed atter vakt. Hvor går grænsen? Det var nok det jeg gerne ville høre, at det var okay, men alligevel så var straffen, og det forkastelige, så meget nemmere at forholde sig til. Nu er der ikke andet at gøre, end at smage på mandag morgen, og fascinationen af en mand på 30 år.

bizart afsavn

Det er uhyggeligt lang tid siden, at jeg har følt mig så alene og tom, som jeg gør lige nu. Jeg har ikke lyst til at gå i seng, fordi jeg ikke kan forholde mig til behovet for at have ham her, liggende ved siden af mig. Jeg kan slet ikke få det til at passe ind nogen steder, eller få det til at give mening, og jeg kan heller ikke holde op med at tænke på det, eller ignorere den følelse af at der mangler noget. Jeg har brugt min weekend på, at ligge hos ham, og føle mig tryg. Nu er jeg til stede med mig selv, og jeg føler mig sært afhængig - afhænig af nærvær, intimitet, og dét ikke at være alene. Jeg savner ham, og jeg kender ham på ingen måde, og jeg ved slet ikke hvad fanden jeg skal stille op med det, men jeg ved at jeg er nødt til at tage stilling til det, hvis jeg skal have nogen chance for at få sovet i nat.

Hvornår bliver jeg mit gode gamle selv igen, der nyder at være alene?

let me be...

Den her sang er så uendeligt passende til mit humør lige nu. Jeg føler mig lettere dekadent, træt, ambivalent, og tiltrukket på en helt bizar måde. Jeg har brugt det meste af min weekend med en mand. Og denne gang er det ikke en dreng der bliver kaldt en mand, nej, denne gang er det en mand. En mand der er betydeligt ældre end mig, vel at mærke. Han gør et eller andet ved mig, der gør mig helt skør. Sex var på én gang det vigtigste og det mest overflødige i verden - jeg kunne aldrig helt finde ud af om jeg helst ville mærke ham, eller lytte til ham, og det var helt hen i vejret, for normalt er jeg aldrig i tvivl: Sex kommer i første række. Men hans stemme, hans ord når de faldt ud mellem hans læber, den måde han næsten smagte på hvert eneste bogstav, den måde han smilede og stirrede op i loftet, og den måde han så mig direkte i øjnene på..det gav mig kuldegysninger. Det føltes som et bizart stadie mellem drøm og virkelighed, og nu hvor jeg er hjemme, har jeg svært ved at overskue noget af det der er sket mellem os, da det hele bare er en stor tåge jeg skal sluge på én gang. Jeg kan ikke tage stilling til ham, til hans tankestrøm, til hans smil der hjemsøger de gange af mit sind der er indtaget af edderkopper - eller den inspiration han har placeret i mig, som en brændende flamme der glider ud i mine fingerspidser, og tvinger mig til at gøre det jeg elsker - at skrive. Hvordan det kan lade sig gøre, er for mig et mysterium, for jeg var sikker på, at jeg havde tabt det - tabt min poesi, tabt min inspiration, tabt mig selv med min muse, men på en på én gang skræmmende og fantastisk måde, har jeg fået den idé, at jeg selv definerer mig. Ud af det blå, er den tanke blevet plantet i min hjerne, og den vokser nu med en intensitet der giver mig en bittersød omgang migræne.

Og midt i det her virvar, står han: 30 år, smilerynker, livserfaring, og en tøset drøm der på en måde går i opfyldelse i form af noget smukt der er helt og aldeles forbudt, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med ham, eller hvor jeg skal gøre af ham i mit liv. Men en ting er sikker - han er her nu, og jeg tørster efter flere af hans ord, mere af hans berøring, hans læber mod mine, som var det inspirationen selv han gav mig i gave, gennem hans nærvær og tilstedeværelse, og som tak for min naive opfattelse af hans perfektion.

følelses(under)liv

Det her er det mest forvirrende, frustrerende og fantastiske jeg nogen sinde har oplevet.

danmarks fremtid - what the fuck?

Jeg har på det seneste brugt uhyggeligt meget tid på facebook. Kald det et socialt eksperiment. Jeg har trollet en del, og selv om det i starten bare var for sjov, endte det faktisk med at blive utrolig spændende - jeg blev oprigtigt interesseret i de mennesker der befandt sig i den såkaldte "lav et "<3" og ansøg dem er liker"-gruppe, fordi de repræsenterer en del af den danske ungdom, en del af Danmarks fremtid. Det er næsten 7.500 unge mennesker der er medlem af denne gruppe, og jeg fatter simpelthen ikke, hvad de har gang i.

Sådan som jeg indtil videre har forstået det, er der nogle forskellige ting du kan gøre på denne gruppe:

• Post et go/no go opslag
• Bliv bedømt fra 1-10
• Tilrage sig folks snapchat
• Bede folk om at skrive til dig
• Få over 100 venneanmodninger om dagen

Et go/no go opslag, går ganske simpelt ud på at poste et billede, gerne noget hvor du viser hud, og så skrive f.eks. "piger der træner go/no go :I" - der skal helst være en smiley, ellers forstår folk det ikke. Og hvis det ikke er dig på billedet, så er det også rimelig vigtigt at pointere dette fra starten, ligesom det er vigtigt at skrive "bare hate, jeg kan tage det :')". Rigtig mange smileys, altid, ellers så virker du voksen og kedelig og sur. Nu har du postet dit billede, af din lettere fedladne mave der ikke viser spor af mavebøjninger, eller andre styrketræningsøvelser for den sags skyld, så nu handler det om at vente på, at du får en kommetar. Der er nogle ganske typiske kommentarer, som jeg gerne lige vil ridse op for jer:

• Go
• No go
• Du er grim
• Du er tyk
• Du træner ikke
• Du ser godt ud <3
• Ansøg mig
• Må jeg ansøge?

Hvis man så ikke vil ansøge folk, så bliver de helt forundrede, og spørger hvorfor. Det er sædvane, at man ansøger hvem som helst, bare de trækker vejret og er medlem af gruppen. Det er primært drengene der ansøger, men hvis du er heldig er 2 ud af dine 100 venneanmodninger fra piger. Alderen i gruppen strækker sig vidt og bredt, helt fra 10 år til 34. Der er dog flest mellem 13 og 15 år, og flest drenge, hvoraf 98 % er desperate idioter, og de resterende 2 % er trolls.

Umodenheden i gruppen er enorm, og føles næsten smittefarlig. Det ene øjeblik argumenterer du sagligt for hår under armene, det næste kalder du nogen for en abe. Når du browser rundt i opslagene mister du fuldstændig fornuft og tidsfornemmelse, og pludselig er klokken 3 om natten og du diskuterer med en pige hvorvidt hun er en bedre skuespiller end dig på grund af hendes diagnose med aspergers. 

Pigerne piller pigerne ned - det handler om, hvem der kan være mest modbydelig. Har du god selvtillid er du grim, har du dårlig selvtillid er du grim, er du den smukkeste kvinde på jorden er du grim, er du tynd er du grim, er du tyk er du grim - der er ingen grænser. Alle er grimme, uanset hvordan de så ser ud, og sådan er reglen bare. Drengene derimod, de kæmper enten om hvem der kan være mest sød ved pigerne, eller mest hård overfor andre drenge. Slåskampe, trusler, og "din bøsse" bliver ofte nævnt når det mandlige køn støder hornene sammen, mens pigerne desperate ser til, og håber at de kæmper om hende, og ikke retten til at definere hvad racisme er.

Min konklusion er, at det er umuligt at finde anden positiv energi i gruppen, end den der opstår, når man møder en anden troll, der kan se det større billede, og så kan man grine lidt sammen over det. Alt der deles, siges, kommenteres, likes, pointeres..er tomt, og hvert evig eneste seriøse medlem et offer for nynarcissismens facebookinvasion. Det er stort set umuligt at spore nogen former for intelligens, saglig argumentation, eller uddybelse af holdninger, og det skræmmer mig gevaldigt. Er det virkelig sådan vores liv skal bruges - i et dekadent hjørne af internettet, hvor vi kan rådne vores hjerner og selvtillid væk til det ukendelige.

Er der overhovedet nogen fremtid i Danmarks fremtid?