flammehav

Du

puster liv
i de gløder
der kaldes
min kreativitet
til jeg



til sidst



er et flammehav
af poesi

fuck fynbus

Jeg kunne slå Fynbus ihjel lige nu. Først kører bussen fem minutter for tidligt - lige forbi næsen på mig. Så går jeg, fordi jeg ikke gider bare stå i kulden i et kvarter og vente på den næste. Jeg sætter mig så i et busskur, og venter på bussen. Der står et træ ved siden af skuret, så man kan ikke se hvornår den kommer, men jeg går da ud fra at den stopper. Og det gør den da også da jeg løber efter den. Buschaufføren skælder mig så ud, og siger at man ikke må sidde inde i skuret, for så kan man ikke se mig. Undskyld, men hvorfor fanden er det der så?

nervøs

Jeg venter på hans ankomst
med
tilbageholdent hjertelsag
og et smil
i mine øjne

julefrokost

Ørepropper i, snus i kæften og en god bog i mit skød. Hvem har brug for familie?

makeuphelvede

Aldrig har min makeup drillet så meget som på juleaftensdag. Øjenskyggen er ujævn, eyelineren tyk og ustyrlig, mascaraen klumpet.... Jeg ligner ærlig talt en cirkusklovn. Men det er jo jul, så hvad fanden gør det.

tim minchin

Mit livs titelsang.

hvor har frøken sortseer været?

Den skarpe læser vil observere, at det sidste udbrud fra frøken Sortseer kom tilbage i juni. Den endnu skarpere læser vil observere, at jeg kort efter postede dette billede:

På daværende tidspunkt var det noget af det mest nøjagtige jeg havde læst i lang tid. Man kan vel kalde det en identitetskrise. Jeg vidste ikke længere, om jeg ville være frøken Sortseer, eller om jeg bare ville være Marie. Jeg havde næsten lige fået en ny kæreste, det var ved at blive seriøst og i takt med at jeg lærte ham at kende, begyndte jeg at reflektere over, hvem jeg gerne ville være - simpelthen fordi jeg syntes han var sådan et fantastisk menneske. Jeg havde brug for at lade bloggen være. Jeg havde brug for at ligge frøken Sortseer væk, og finde ud af, hvem jeg var uden hende. Om jeg var bedre uden hende. 

Jeg ved ikke om jeg er et bedre menneske nu, end jeg var for et halvt år siden. Men jeg har ændret mig. Jeg har lært en masse om mig selv, jeg har åbnet op for nogle problemer jeg ikke vidste jeg havde, og fået mulighed for at arbejde mere med mig selv. Det er pisse hårdt, men også rart på en mærkelig måde. Jeg er slet ikke færdig med min rejse mod at finde mig selv. Men på det sidste har jeg haft en voksende trang til at blogge, når der er sket et eller andet lort. Og i dag, efter episoden med postmanden, så gjorde jeg det bare. Det føltes naturligt. Frøken Sortseer er en del af min identitet, og selv om det måske på en måde har været behageligt ikke at være en sortseer i et halvt års tid, så er jeg kommet til den konklusion, at det jo ikke er fordi jeg som sådan ikke kan leve uden at dyrke negativitet. Det jeg godt kan lide ved at være frøken Sortseer, er den humoristiske tilgang til de irriterende ting der sker i hverdagen. Selvironien og evnen til at grine af sig selv. Det er dét frøken Sortseer er. Hun er en del af livet jeg i mange år undertrykte, og som jeg til sidst begyndte at tage pis på. Og nu er hun bare..en del af mig. Det har hun jo også været det sidste halve år, hun har bare været gemt væk. Men nu skal hun have et sted at bo igen, og det bliver bloggen.

Frøken Sortseer er tilbage!

fuck god kondi

Fitness World er jo absurd dyrt at blive medlem af. Hvordan er det på nogen måde med til at opfordre mig til at begynde at træne? Præcis - det er det ikke. Det er min krop der skal i bedre kondition, ikke min fucking pengepung.

sidste julegave - undskyld postmand per

Jeg har lige modtaget en pakke fra en super flot mand fra Post Danmark. "Det er jo super!" tænker I nok, fejlagtigt. Jeg vågner idet han banker på døren, river et tilfældigt par bukser på, åbner iført et sæt tøj der på ingen måde passer sammen - og som jeg desuden har halvvejs sovet i - uden skyggen af en bh. Og det er pisse koldt udenfor. Udover det har jeg ligget med feber, så jeg ligner en døende i ansigtet, lugter som et vildsvin (specielt ud af munden), og mit hår har ikke været vasket i noget der ligner en uge. Prikken over i'et er de behårede armhuler og stemmen der lyder som om jeg har kæderøget i fem år. Ikke nok med det, så nyser jeg da også lige på hans lille maskine.

Jeg elsker jul og sygdom kombineret.