some days

Modvind på cykelstien, modvind på internettet, modvind i tankerne.

jeg er en bitch

Dette er sindsygt personligt, og selv om jeg normalt holder en eller anden form for ironisk distance i de blogindlæg der handler om mig, så er det her faktisk et ret seriøst emne, som jeg føler at jeg er nødt til at tale om.

For et år siden skrev jeg en kommentar til følgende billede:

Den nogenlunde lød således (og nej, jeg er ikke stolt af den, og ja, det kunne have være formuleret betydeligt bedre): Tja, det er fucking uansvarligt at blive ved med at spille med et hoved der er skåret op, ligesom det ville være uansvarligt at blive ved med at spille med kramper i benene. Tydeligvis er han en voksen mand der gerne vil fortsætte sin karriere, den anden er bare en idiot uden respekt for sig selv, sin krop og sit liv.

Jeg vil gerne nævne, at jeg er super træt af den kommentar, for den er pisse ignorant og dårligt formuleret. Sådan ville jeg aldrig skrive i dag. 

I går begyndte folk af en eller anden grund at svare på min kommentar, eller like den. Hvorfor ved jeg ikke, den er som sagt et år gammel og jeg ved ikke hvorfor den pludselig er relevant igen. Men det gjorde folk i hvert fald. Jeg startede ud med at sige undskyld for den åndssvage kommentar jeg havde skrevet, og mindede folk om at den altså var et år gammelt, og at jeg var rigtig ked af at jeg havde kaldt ham en idiot - men at jeg samtidig stod ved, at jeg syntes det var respektløst overfor sin krop, at ignorere en seriøs skade for at spille en koncert færdig, og at hans fans nok havde forstået det, hvis han lige tog et smut på skadestuen. Jeg skrev samtidig, at han selvfølgelig selv måtte styre det, og at han skulle gøre nøjagtigt hvad han ville, for jeg skulle ikke bestemme over ham. Jeg synes bare ikke det udviser respekt over for sin krop og sit liv. På trods af denne kommentar, der forklarede og undskyldte, fortsatte folk med at kommentere. Og de blev ikke mere høflige. Hér er et lille udpluk af de kommentarer jeg har fået (der er flere hundrede):

• Hvorfor er du her? Skrid hjem hvor du kom fra og kom aldrig tilbage, luder.
• Du opfører dig som et fucking barn.
• Du ved tydeligvis ikke hvad det betyder at tage chancer.
• Du lyder som en dum kælling, hold op med at bruge internettet.
• Du rådner sikkert bare væk i din seng.
• Bitch, hold kæft.
• Der er nok nogen der har det sjovt til koncerter. Not.
• Jeg griner så meget af det her, omg du er så fucking dum.
• Du forstår ikke metal fordi du selv er plastik.
• Der er to sider af en historie. Men fuck din side.
• Du er en lille bitch.
• Du lyder bitter.
• Den her bitch står ved sin mening selv efter et år, selv om alle synes hun er dum. Dette er grunden til at folk aldrig kommer videre i livet.
• Du er en cunt. Hold kæft.
• Det rager ikke fucking dig hvad han gør med sit liv.
• Du må have det sjovt til fester.
• Og du er en grim, fed, selvretfærdig cunt der aldrig vil opnå det samme som ham.
• Du er grunden til at folk ikke er stærke og respektable.
• Du burde lave din kæreste en sandwich.

Som sagt er dette blot et udpluk af kommentarerne. Tænk at folk kan være så grove i munden og ubehøvlede, selv efter at man har sagt undskyld og beklaget sin kommentar, der i øvrigt er et år gammel. Folk er virkelig modbydelige på internettet. Man slår på tasterne uden at tænke sig om - folk tror det ikke gør ondt, men det rammer altså. Puh. Jeg har vidst fået nok facebook for i dag.

værste dag nogensinde

Vil bare sove til denne dag er overstået. Det her skulle have været den bedste dag i mit liv, og i stedet ligger jeg bare i min seng og har det elendigt. Ugh.

stop

Jeg har lyst
til at kaste
alt
der gemmer
på hans duft
ud af vinduet
og lade som om
han aldrig
trådte over min dørtærskel

snestorm

Du er
som
en snestorm
fuldstændig
utilregnelig
og livsfarlig
at bevæge sig ud i
men samtidig
for smuk
til at jeg kan lade være

welcome back depression

Jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer ud af min seng igen. Eller om jeg nogen sinde holder op med at græde. Eller om det nogen sinde holder op med at gøre ondt. Den eneste bonus er at jeg skriver. Jeg skriver den roman jeg altid gerne har villet skrive. Og selv om hvert ord borer sig ind i mit hjerte og får det til at bløde endnu mere, så er det stadig den bedste form for terapi jeg kan få lige nu. Om det er en process for at give slip eller..ja, jeg ved snart ikke om der findes andre muligheder. Men en del af mig håber inderligt på, at den roman jeg skriver får en lykkelig slutning. Det virker bare usandsynligt lige nu. Jeg har aldrig oplevet noget der gør så ondt.

right in the feels

undskyld

uværdig

Jeg er underlagt
dit tyranniske
herredømme
og kaster mig
med al min kraft
ned
på den tårevædede jord
der er dit kendetegn

det er bare ikke nok

dobbeltsyn

Mens min
verden
ramler sammen
mangler jeg
dig
ved min side
til at
holde min hånd
og kysse mig
i mit hår

Jeg glemmer næsten

at det er dig

der står for skyld

hvor har frøken sortseer været?

Den skarpe læser vil observere, at det sidste udbrud fra frøken Sortseer kom tilbage i juni. Den endnu skarpere læser vil observere, at jeg kort efter postede dette billede:

På daværende tidspunkt var det noget af det mest nøjagtige jeg havde læst i lang tid. Man kan vel kalde det en identitetskrise. Jeg vidste ikke længere, om jeg ville være frøken Sortseer, eller om jeg bare ville være Marie. Jeg havde næsten lige fået en ny kæreste, det var ved at blive seriøst og i takt med at jeg lærte ham at kende, begyndte jeg at reflektere over, hvem jeg gerne ville være - simpelthen fordi jeg syntes han var sådan et fantastisk menneske. Jeg havde brug for at lade bloggen være. Jeg havde brug for at ligge frøken Sortseer væk, og finde ud af, hvem jeg var uden hende. Om jeg var bedre uden hende. 

Jeg ved ikke om jeg er et bedre menneske nu, end jeg var for et halvt år siden. Men jeg har ændret mig. Jeg har lært en masse om mig selv, jeg har åbnet op for nogle problemer jeg ikke vidste jeg havde, og fået mulighed for at arbejde mere med mig selv. Det er pisse hårdt, men også rart på en mærkelig måde. Jeg er slet ikke færdig med min rejse mod at finde mig selv. Men på det sidste har jeg haft en voksende trang til at blogge, når der er sket et eller andet lort. Og i dag, efter episoden med postmanden, så gjorde jeg det bare. Det føltes naturligt. Frøken Sortseer er en del af min identitet, og selv om det måske på en måde har været behageligt ikke at være en sortseer i et halvt års tid, så er jeg kommet til den konklusion, at det jo ikke er fordi jeg som sådan ikke kan leve uden at dyrke negativitet. Det jeg godt kan lide ved at være frøken Sortseer, er den humoristiske tilgang til de irriterende ting der sker i hverdagen. Selvironien og evnen til at grine af sig selv. Det er dét frøken Sortseer er. Hun er en del af livet jeg i mange år undertrykte, og som jeg til sidst begyndte at tage pis på. Og nu er hun bare..en del af mig. Det har hun jo også været det sidste halve år, hun har bare været gemt væk. Men nu skal hun have et sted at bo igen, og det bliver bloggen.

Frøken Sortseer er tilbage!

without the bitter, the sweet isn't as sweet

min skyld

Hun savner ham
men det er ligegyldigt
for i skæret
af den dårlige samvittighed
indser hun
at det var hende der tog fejl
og at det nu
er for sent

syndefald

Jeg er fanget
i en melankolsk
cyklus
af ønsket
om syndsforladelse
og drømmen om
at være den
perfekte
synder

drømmepigen

Han sagde
at jeg
var det smukkeste
han nogensinde havde set
og alligevel
behandlede han mig som
elskede han mig som
efterlod han mig
i skraldespanden
som
et naivt
ødelagt
stykke legetøj
et linieret stykke
papir
der kun kan tegnes
så og så mange
streger på
og da jeg
til sidst
var sort som blæk
revet itu og
kaffeplettet
var det dér
jeg endte

I en skraldespand
med alle de andre drømme
der ikke holdt vand
men jeg
er mere end det
jeg er en
blyant med indbygget viskelæder
en papirsbåd der kan sejle
et legetøj der kan trækkes op
jeg
er en smuk drøm
der kan leve igen
i et sind
der ser skønhed
og omfavner det

pioner

Hun var et dådyr
han var et tyrehjerte

       Hun var det første snefnug

       han var det sene forår

             Hun var et bogstavsrim
             han var en retstavningsordbog

                     Hun var et kalejdoskop
                     og han var bare en kikkert

ligeglad

Stilheden
der ligger som en
tåge
mellem os
skaber en afstand
der kun
bliver større
for hvert manglende ord

maskespil

De var
bittersød eufori
i en opstemt
endeløs
dans
med dårligt selvværd
og dét at lade som om

mindreværd

Hun var et rod
i sig selv
han var en rengøringsmand
der altid
brugte blegemiddel

Hun var de døde blomster
ved en begravelse
han var den sørgende
der hviskede
et ømt farvel

mikkel

Jeg efterlader
din bowlerhat
i blandt skrald
brugte kondomer
tømte øldåser
og en papvin
og endelig
forlader dit spøgelse
min bevidsthed
sammen med
håbet om
at du skulle komme tilbage