"Puff, du er alene, alt er forbi", og så hyler man ellers bare for sine lungers fulde kraft. Fordi det er så synd for den lille drage, og fordi man ved, at sangen er så sand som den kan være - man kan aldrig vende tilbage til barndommens tryghed og varme. Fordi man aldrig vil blive et barn igen, man vil aldrig have den samme fantasi eller livsglæde, man vil aldrig blive lige så optimistisk eller lige så blind for verdens hårdhed, som man var som barn. Jeg sad og bladrede gennem nogle gamle børnesange, fordi jeg er det man nok burde klassificere som nostalgi-junkie, og faldt over 'Puff den magiske drage'. Den sang bringer så mange barndomsminder frem, lige så vel som den bringer tårer op i mine øjne. Det er lige gået op for mig, da jeg sang den, hvorfor den var så rørende da man var helt lille, hvorfor den var og er så mange børns yndlingssang, hvorfor den følger med folk langt ind i deres voksenliv.. Fordi den er et direkte link, en direkte forbindelse, mellem barndom og voksenliv. Den fortæller os, som børn, hvad vi kan forvente af fremtiden; en forudsigelse, en idé om hvordan det er at være voksen. Og den fortæller det så godt. Puff er en del af os alle, Puff lever i os alle, i form af et afsavn, en mangel.. Barndommen. Et sted vi aldrig kan tage tilbage til, en tid vi aldrig vil genopleve. Derfor rører den mig, og så mange andre mennesker, så dybt. Fordi den allerede dengang, var et forvarsel for, hvordan det hele ville ende - og vi vidste det ikke engang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar