Jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer ud af min seng igen. Eller om jeg nogen sinde holder op med at græde. Eller om det nogen sinde holder op med at gøre ondt. Den eneste bonus er at jeg skriver. Jeg skriver den roman jeg altid gerne har villet skrive. Og selv om hvert ord borer sig ind i mit hjerte og får det til at bløde endnu mere, så er det stadig den bedste form for terapi jeg kan få lige nu. Om det er en process for at give slip eller..ja, jeg ved snart ikke om der findes andre muligheder. Men en del af mig håber inderligt på, at den roman jeg skriver får en lykkelig slutning. Det virker bare usandsynligt lige nu. Jeg har aldrig oplevet noget der gør så ondt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar