Af og til sætter jeg mig ned, trækker vejret dybt, og tænker tilbage. De første ti skoleår af mit liv, er det jeg tænker tilbage på. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Måske er det den følelse jeg får, det lille stik der går gennem hjertet. Den nostalgiske følelse af ikke at høre til nogen steder, ikke at høre hjemme. Jeg drikker en kop halvkold kaffe, og kigger på gamle billeder, med et sug i maven. Mest fra niende klasse. Det sidste år, det år jeg for alvor begyndte at længes mod noget større. Det år min sjæl begyndte at trække mig ud af den lille by, op op og afsted. Langt væk. Jeg kigger på klassebilledet, jeg er der ikke. De ser så glade ud, en hel klasse, et sammenhold. Jeg ved, at jeg ville have været malplaceret i billedet. De havde streget mig ud, eller ønsket mig væk. Jeg kom ikke. Jeg var ude og smage på den store verden. Billederne fra København er også tomme for mig. Jeg var ikke med. Jeg var ude og smage på den store verden. Og jeg er glad for det, nu. At jeg ikke er med på billederne. Det er som om jeg aldrig var en del af deres verden, af deres virkelighed. Det er som om jeg aldrig har eksisteret, og jeg aldrig har kendt dem. Og det gør mig glad. En bittersød, nostalgisk glæde, i de dybeste kroge af min knoklede bevidsthed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar