to år

Jeg kan lige så godt kaste mig ud i det: For to år siden tog min bedste ven sit eget liv. For to år siden døde en af de personer der har haft størst indflydelse på hvem jeg er blevet i dag. Og fuck, hvor gør det ondt. På de to år, er der ikke gået en dag, hvor han ikke har været i mine tanker. Der er ikke gået en uge hvor jeg ikke har savnet ham, og der er ikke gået en måned hvor jeg ikke har spurgt mig selv, om jeg kunne have reddet ham. Hver gang hans spøgelse går gennem mine tanker, springer tårerne frem i mine øjne, som var det i går jeg fik at vide, at han havde forladt mig. Jeg er stadig vred, skuffet og ked af det, efter to år. Jeg græder stadig, og jeg bebrejder stadig mig selv.

Men i dag, årsdagen, er den dag jeg husker ham. Den dag han hele tiden er i mine tanker, den dag der er dedikeret til ham, og til alt det han lærte mig, alt det han viste mig. Han lærte mig hvor vigtigt det er at fortælle folk at jeg elsker dem. Han lærte mig at jeg aldrig ved hvornår det er slut. Han lærte mig at selvmord ikke er en løsning på problemerne. Han lærte mig hvad konsekvenserne af et selvmord er. Han lærte mig, at nogen gange kan jeg bare ikke gøre noget, og det er også okay. Han viste mig hvor smukt livet kan være, hvis jeg bare tillader mig selv at se det sådan. Han viste mig hvad glæde og tillid betyder, han viste mig hvad en sand ven er. Han viste mig, at jeg ikke behøver være vred hele tiden, selv om verden er modbydelig. Han viste mig at jeg godt kan sætte pris på de små ting i livet, selv om jeg er ked af det. Han viste mig hvad kærlighed består af, han viste mig at jeg er god nok præcis som jeg er, og ingen skal få mig til at tro noget andet.

Han var det smukkeste, klogeste, mest vidunderlige menneske jeg nogensinde har mødt. Han var livsbekræftende, han var alt det jeg gerne ville være. Men han havde sine dårlige dage, og til sidst tog de overhånd. Det vigtigste han gjorde for mig, var netop det. Han fik mig til at forstå, at jeg altid har noget at kæmpe for, at jeg aldrig må give op. Han gjorde mig bevidst om, at selvmord ikke slutter ved en selv - det fortsætter hos personerne omkring en, rammer dem og påvirker dem. Han er skyld i, at jeg er i live i dag, at jeg kæmper og aldrig giver op. Han lærte mig det vigtigste jeg nogensinde har lært: At livet er en gave, folk omkring mig er en gave, og jeg må aldrig, aldrig, tage det eller dem for givet. At jeg er nødt til at kæmpe videre, og at jeg altid har noget at kæmpe for. Han er skyld i, at jeg trækker vejret i dag, og jeg står evigt i gæld til ham.

Jeg håber du har det godt hvor du er nu. Du ved godt jeg ikke tror på Gud, men for din skyld, så håber jeg han findes. Jeg håber du endte op, hvor du gerne ville være, jeg håber du fik svar på dine spørgsmål. Men mest af alt, så håber jeg, at du endelig er lykkelig nu. Jeg elsker dig, Max. Hvil i fred.