Jeg har lyst til at drikke en kop kaffe, og mærke den ikke-eksisterende effekt det har på min energi, og mit humør. Intet hjælper, kaffe, energidrik, mad, søvn, intet hjælper fordi det ikke eksisterer. Verden er død, og jeg er et efterladt legeme. Så jeg begraver mig i min virkelighed, det inderste af min bevidsthed, og de dybeste hjørner af min fordærvede hjerne, grænselandet mellem psykisk sygdom og skønhed, mellem kreativitet og melankoli. Jeg begraver mig i mig selv, det eneste rigtige, det eneste jeg kender til, og det jeg stoler mindst på. Jeg søger tilflugt, trøst og ly i denne dekadente bydel af min sjæl, og finder frelse i mig selv og mine ord, der strømmer ud af min hjernebark til en sindsoprevet uvirkelighed, og så er jeg hel igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar