torsdag den 9. januar 2014

head vs heart


Jeg er hoppet i vandet med begge ben, og nu vil jeg op igen. Der er intet jeg kan holde fast i, intet jeg kan trække mig selv op på. Der er bare vand. Og jeg er ved at drukne. Jeg er nødt til at vælge. Vælge ham, eller vælge mig selv. Vælge at leve i naiv, lykkelig uvidenhed, eller tung, dreven melankoli. Vil jeg være "den anden", eller vil jeg bare være alene? Er det bedre at være en andenprioritet, end at være ingens prioritet? Og det værste spørgsmål: Vil jeg græde mig i søvn, eller vil jeg græde mig i søvn? For uanset hvad jeg vælger, så kommer det krybende om aftenen, når det bare er mig og min samvittighed, og søvnen desperat prøver at finde vej til mine øjenlåg. Det kommer krybende, og det fylder mit bryst med bly, så jeg er nødt til at hulke det ud, til jeg til sidst udmattet endelig falder i søvn. Og når jeg vågner næste morgen, er jeg stadig træt. Kommer jeg nogensinde op af vandet igen?

1 kommentar:

  1. Tror altså ikke at "lykkelig uvidenhed" er noget, man nogensinde har succes med aktivt at vælge.
    Intet menneske har nogensinde været tjent med fravælge sig selv. Hvorfor have så smukt et selv, for bare at lade det træde i baggrunden til fordel for en charlatan?
    Og med hensyn til andenprioriteter.... altså, ej. Så desperat har du slet ikke belæg for at være endnu. Måske når du nærmer dig de 40, hvis du stadig er single og håbløst frustreret derover.
    Du skal nok komme op.

    SvarSlet