it's called break-up because it's broken

Af og til ved man slet ikke hvad man skal føle. Sådan har jeg det lige nu. Ham, jeg troede var mit livs kærlighed, som jeg skulle giftes med om 9 måneder, har lige fortalt mig, at jeg alligevel ikke passer ind i hans planer for fremtiden. Han har det åbenbart bedst med at være alene, for så kan han fokusere på hans forretnings-karriere, der åbenbart er det vigtigste for ham. De sidste par uger, hvor vi har haft det bedre end nogensinde før, har fået ham til at indse, at han mangler sin frihed, og at jeg berøver ham hans muligheder for fede jobs. Han ville jo nødig ende med at have et lortejob som han bebrejder mig for.

Det er okay. Det er det virkelig. Hvis det er sådan han har det, jamen så skal han da have lov til det. Jeg burde have set det komme, for han har forladt mig mere end tre gange over de sidste par uger. Jeg er træt af at skulle overtale ham til at elske mig. Jeg er træt af at han lover at han aldrig forlader mig igen, og han gør det alligevel. Jeg er træt af at han ikke kan se mig i øjnene, når han siger han elsker mig.

Jeg er svær at være sammen med. Jeg kæmper med noget der ligner en depression på daglig basis, oven i det kæmper jeg med en konstant angstfornemmelse. Jeg indrømmer det gerne, jeg er skide besværlig. Jeg sover dårligt, går alt for sent i seng, er sur om morgenen, har sjældent overskud til at gøre mine pligter.. Jeg er en rigtig lort at være kærester med. Men det arbejder jeg med. Jeg prøver, jeg vil så gerne være bedre, jeg vil så gerne arbejde for at blive den bedste kæreste i hele verden. Jeg vil også bare gerne have en chance.

Lige nu har jeg hovedpine af at tudbrøle i flere timer. Det kom virkelig bag på mig, for jeg følte at det gik fantastisk..måske fordi han, så sent som i sidste uge, snakkede om hvor meget bedre vi havde det, og hvor meget han glædede sig til vores bryllup. Jeg kan ikke rigtig slippe følelsen af, at jeg har gjort et eller andet forkert. Behovet for at skrue tiden tilbage, ændre min opførsel, fortælle mig at jeg mister det bedste jeg nogensinde har haft hvis jeg bliver ved på den her måde. Men det er ikke min skyld. Det er det ikke. Jeg var bare ikke den rigtige for ham, desværre.

Jeg ved ikke om jeg skal være ked af det, vred, lettet, glad, fortvivlet, bange.. Et eller andet sted..så fortjener jeg vel bedre? Jeg fortjener en der elsker mig for den jeg er, med alle mine fejl og mangler. Jeg fortjener en der vil det samme som mig, en der vil arbejde for forholdet, og en der ved at et forhold kræver kommunikation. Jeg fortjener en der synes jeg er det vigtigste i hele verden.