ekko

Hun brænder
inden i sig selv
brænder hun
en altopslugende ild
der både skaber
og tilintetgøre
den brænder hende
brænder hendes broer
og brænder hendes vinger
til hun hverken kan flyve
eller kravle længere
Og når verden står på skrå
og hun triller hen af asfalten
forslået
malet til med hudafskrabninger
og på nippet til at give op
så skubber ilden
den skubber til hun triller ud over kanten
ned i et hul
ned i et intetheden
langt uden for psykologisk rækkevidde
hvor hun falder
forslået
og tabt
slaget er tabt
For hvad sker der
når en pige på 14
møder sin største fjende
i form af et forbud
der kan tale
overtale
kysse og
røre hende
hvad sker der?
Det antænder hende
tænder en ild i hende
og lærer hende
hvad det vil sige at hade
hvad det vil sige at brænde
at miste fodfæste
at drukne i en sø af flammer
og at nå derud
hvor end ikke uendeligheden kan bunde
hvor man er bundet
til ingenting
Og det er der hun ender
i kreativitetens kirkegård
hvor den pæne pige har røde hofter
og et reb om halsen
mens hun febrilsk holder fast om en notesbog
med vedhæftet had
og ord hun ikke burde kende til
Dér brænder hun op
til hun ikke er en pæn pige længere
til hendes lange hår er kort
hendes øjne er tomme
og det ikke kun er hendes hofter
der er røde
hun brænder sig selv
som en heks på et bål
for at slippe af med hadet
med ondskaben der gror i de tomme gyder af hendes sind
og hun vælter blodet
opkastet
flammerne
ud på et lærred
med akvarelmaling
eller siderne i en notesbog
og folk kalder det kunst
men hun ved
kun hun ved
at det ikke er andet
end et ekko
af hendes fortabte eksistens