unavngivet

Jeg
besvimer i en cyklus af
bæredygtig klaustrofobi
og epilepsi
Og
jorden skælver under mig
med mig
med mine knæ
når jeg
bryder overfladen
og lysets hastighed
Jeg kaster mig
ud fra klippen
suser spontant gennem
luften
ufortrødent
frygtløst
Og jeg lander i
Storkespringvandet
mens mine indvolde
danser
i en glædesrus
jeg
slet ikke forstår
Det er en
forvirrende
følelse
af at
kunne alt og
samtidig intet
af at
svæve og
samtidig drukne
af at
gispe efter luft og samtidig
drikke
af honningfuglens søde nektar
Det er et æble
så perfekt
at det er forbudt
fordi
visdom kommer til
dem der prøver
flere gange
mange gange
Og jeg vil
bide i det sure æble
jeg vil
smage livets frugt
og
forstå hvordan jeg blev til
jeg vil
tale om tabuer
regnbuer og pilekoggere
nøglen og låsen og
knivens skede
Jeg vil
grine
og drukne
i LSD
mens verden udenfor bevæger sig
videre
i søvnløshed
Jeg vil
mærke min hud blive
opløst
en bittersød
smerte
der hører de
voksnes rækker til
Og jeg vil træde
derind
og
være alt andet end
hvad barndomslege
og disney rådede mig
til at være
Jeg er modsat
anti-barn
fuldvoksen
og Alfons Åberg råber
"jeg skal bare lige"
mens jeg
falder sammen i alt
andet end klokkeblomst
tryllestøv
Og
midt i det hele
står en blomst
og svajer kraftigt
stille og lydløst
og selv om smerten er bittersød
og æblet perfekt
og jorden skælver
og jeg er på LSD
med dig
og dem
og alle andre
så skal jeg alligevel passe
på
for før jeg
ved af det
er
stilken knækket