Det er uhyggeligt lang tid siden, at jeg har følt mig så alene og tom, som jeg gør lige nu. Jeg har ikke lyst til at gå i seng, fordi jeg ikke kan forholde mig til behovet for at have ham her, liggende ved siden af mig. Jeg kan slet ikke få det til at passe ind nogen steder, eller få det til at give mening, og jeg kan heller ikke holde op med at tænke på det, eller ignorere den følelse af at der mangler noget. Jeg har brugt min weekend på, at ligge hos ham, og føle mig tryg. Nu er jeg til stede med mig selv, og jeg føler mig sært afhængig - afhænig af nærvær, intimitet, og dét ikke at være alene. Jeg savner ham, og jeg kender ham på ingen måde, og jeg ved slet ikke hvad fanden jeg skal stille op med det, men jeg ved at jeg er nødt til at tage stilling til det, hvis jeg skal have nogen chance for at få sovet i nat.
Hvornår bliver jeg mit gode gamle selv igen, der nyder at være alene?
Hvornår bliver jeg mit gode gamle selv igen, der nyder at være alene?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar