idiot

Jeg møder ham
idioten
på en torsdag
aften
og pludselig
er mit
liv
mit verdenssyn
vendt på hovedet
hans smil er bøvet
men smukt
på en modstridende
måde
der drypper
solskin
i mine øjne
og perlemor
i min mund
hans nærvær
og tilstedeværelse
forplanter sig
i min krop
indtager mig
slår rødder gennem
mine blodåre
til jeg
er helt
og holdent
hans
og det er jeg
hans, og
han er min
ord der før syntes
skræmmende
at sige højt
slipper ufortrødent
mine læber
i en desperat søgen
efter hans øregang
for jeg har
aldrig
før
længtes
efter at nogen
skulle kende mig
som jeg ønsker
at han skal
hans opførsel
lyver
om hans alder
men
hans øjne
fortæller mig sandheden
han er for
gammel
og jeg
er for ung
og det er ligegyldigt
dybden i hans blik
er
overvældende
og tager pusten
fra mig
med en sådan
intensitet
at man allerede
skulle tro
at jeg var landet
fra faldet
- det frie fald
jeg beslutsomt
har kastet mig ud i
der forhåbentlig
ender
i hans arme
for når jeg er
hos ham
mister tid
og kærlighed
sin faste form
og der eksisterer kun os
læber mod læber
mine fingre der
strejfer hans kind
vi forsvinder
og er fuldstændigt
endegyldigt
i live
på samme tid
jeg vil bare
fordufte
ind i hans kys
glemme alt om alder
og det
gør jeg
jeg tager mig selv
i at
kalde ham idiot
men længes efter ham
når han går
og dvæler ved sætningen
"jeg er din"
1 time med ham
er som
en overdosis
der paralyserer
mine hjerneceller
og fylder min tankestrøm
med drømme
om det næste fix
jeg ser
kun
ham
mit perspektiv
er fikseret
mit indre kompas
peger i én retning
hans retning
og jeg drukner
i en bittersød
fantasi om
at jeg kan få lov
til
at kalde ham idiot
i en evighed endnu