ostemad

Dét
der brænder klarest i min hukommelse
er ikke
"jeg er 30"
"vil du have noget privatliv?"
eller
"hvorfor har du så travlt?"
nej
det er dine
behændige
fingre
der smører mig en
ostemad
med alt for meget
smør
mens du taler om
lidt af det hele
og er
fuldstændigt tilstede
Dét
i sig selv
lyder uskyldigt
overflødigt
banalt
men det var derfor
det var så specielt
fordi du ikke
havde anden intention
end at stille min sult
og det i sig selv var
både smukt og bizart
og du stillede den
min sult
om det så var
en sult
efter
nærvær
samtale
eller bare en ostemad
kan faktisk
være ligegyldigt
for du stillede mine behov
for det hele
på én gang
og det er
Dét
der gør det
til den mest
mindeværdige
ostemad
i mit liv
og ved du hvad?
man skal fandme
virkelig
være noget særligt
for at gøre en
ostemad
mindeværdig