Der var ikke mere varmt vand, og når man står med en - i forvejen presset - plan for morgenen, og man ikke har været i bad en hel weekend og om muligt føler sig lidt som en trold, så er man bare nødt til at gå i bad. Vandet skulle efter sigende blive varmt om ti minutter, men jeg havde ikke tid til at vente så længe, så ind under bruseren fløj jeg. Koldt eller ej.
Og koldt, det var det. Jeg tog mig selv i at tænke på, om det mon var karma. Bliver jeg straffet for det jeg har gjort i weekenden, der med hans egne ord er 'forkasteligt'? Han har jo ret, det er det, men jeg har svært ved at se hvorfor det skal være sådan - hvorfor det hænger sådan sammen. Næsten samtidig med, at jeg på den mest New Age-agtige måde jeg kan, sender undringen ud i universet, kommer det som et lyn fra en klar himmel - det varme vand vælter ud af brusehovedet, og indhylder min rystende krop, som et venskabeligt og trøstende kram, der med ét overbeviser mig om, at selv om det er forkasteligt, så er det også lidt okay.
Og selv om det nok bare var tilfældigheder, så er min nysgerrighed atter vakt. Hvor går grænsen? Det var nok det jeg gerne ville høre, at det var okay, men alligevel så var straffen, og det forkastelige, så meget nemmere at forholde sig til. Nu er der ikke andet at gøre, end at smage på mandag morgen, og fascinationen af en mand på 30 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar