Det kommer snigende på det mest latterlige, ubelejlige, irriterende tidspunkt. Det der kærlighed. Prikker mig på skulderen, hvisker mig i øret, lægger sig om mine skuldre som et tæppe - trækker mig ind, gør mig varm og tryg, og får mig til at smile når han skriver. Det er den spæde start på noget stort, noget stort der aldrig kan lade sig gøre. Og det efterlader mig med en tom følelse, og en trang til at høre Taylor Swift til langt ud på natten, mens jeg propper mig med is, og græder sammen med sommerfuglene i min mave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar