Jeg lavede denne playliste (klik på billedet) til min muse tilbage i november. Jeg har perfektioneret den siden, ventet på det rette øjeblik til at bruge den - og nu kommer det aldrig. Det er forbi. Han er ikke, og bliver aldrig, min. Jeg gav ham alt, alt jeg var, og det var aldrig nok - og til sidst fik jeg selv nok. Jeg har gjort det forbi. Jeg elsker ham. Jeg savner ham. Jeg tænker på ham, altid. Uden ham, hvad er jeg så? Min poesi, min kreativitet, mit tungsind er defineret af ham. Han er mine ord, mine læber, de tanker der skaber et digt. Jeg ved ikke hvad jeg er, hvem jeg er, uden ham. Jeg vil ikke være fri, jeg vil låses fast i hans arme, jeg vil tilbage til dengang fremtiden var ligegyldig og falske forhåbninger intet betød. Jeg vil elskes, men kun af ham, og hvis ikke af ham, så af ingen. Og jeg frygter at det her ikke blot er slutningen på en kærlighed - jeg frygter, at det her er slutningen på min poesi. Uden min muse, hvordan skal jeg så nogensinde kunne fælde ord igen? Hvordan skal jeg nogensinde komme videre, ud, op, væk? Hvordan skal jeg nogensinde elske?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar