Tænk at man kan blive så ked af det, over sådan en lille bitte latterlig ting; sådan en lille, sprudlende, nyfødt ting. Tænk at man kan blive så ked af det, at man har har lyst til at tude, over så lidt; så lidt der alligevel betød så meget. Tænk at man kan være så uendeligt naiv, at man tror man rent faktisk kan finde frem til den følelse igen; den følelse der omslutter en som et varmt tæppe. Det kan man ikke. Det vil jeg ikke, og jeg nægter at græde over noget, der aldrig er sket. Nægter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar