et juleeventyr

For to år siden blev jeg forelsket i en mand. En fantastisk mand, med de smukkeste gyldne øjne, og den varmeste favn. En vidunderlig mand, og en skøn ven, der altid får mig til at smile, selv når verden falder sammen om ørerne på mig. Den eneste mand, der blot behøver kigge på mig for at jeg bliver glad, og dårligt behøver sige et enkelt ord før jeg griner med hele min krop. Han er smuk, han er som en drøm, og jeg har altid haft svært ved at forstå, hvad han vil med mig. Han er inspirerende og talentfuld, og hvert eneste ord jeg nogensinde har fældet, har rødder i ham. Min poesi er dedikeret til ham. Han er min muse.

Forfalden til en dekadent verden i Skype, brugte jeg en hel nat på at se på ham, lade hans ord glide ind under min hud, og da solen stod op, tilhørte mit hjerte ham. Hans verdensbillede blev min filosofi, og hans smil blev min solopgang. Hans latter blev til min musik, og hans tilstedeværelse..den blev en evig længsel. For et løfte blev nedfældet på lillejuleaftensmorgen, for to år siden, og det løfte blev mit håb. Hvis vi mistede alt, hvis vi tabte kærligheden..så fandt vi sammen. Det løfte skar sig ind mellem mine ribben, og har siddet der siden.

Et år gik, og vi havde hver vores kærlighed, men endte alligevel viklet ind i hinandens sjæle for en enkelt nat. Den nat min poesi blev vækket til live, og blomstrede ud gennem mine fingerspidser. Den nat, der senere er blevet beskrevet i tusinde af digte, skrevet på en slidt og gammel computer, der bar så mange minder fra nætter på Skype, med hans smil og hans løfter. Og nu, et år senere, er hans sjæl stadig viklet ind i min. Han forsvandt aldrig helt, og jeg kan stadig mærke hans læber på min hud og hans hænder i mit hår. Hans eksistens. Han forlod mig aldrig.

Og selv om vi aldrig mistede alt, selv om vi ikke fik brug for at holde det løfte vi gav hinanden for to år siden..så er han alt jeg ønsker mig til jul. Hans læber mod mine, hans arme om mine kolde skuldre. Hans ord, hans latter, hans smil, hans øjne på mig. Jeg ønsker ham her, tæt, hos mig. Alene, bare os, til endnu en nat med sjælevikleri. Jeg vil måske aldrig få lejlighed til at nævne ham ved navn, jeg vil måske aldrig få lov til at vise hans smukke øjne eller kalde ham andet end min muse. Men I kender ham gennem min poesi, og I kender ham gennem mit eget personlige juleeventyr. I ved jeg elsker ham, og det er på tide, at han ser hvad han er for mig. Det er på tide, at han læser mine ord, og lytter med sit hjerte, lytter med den sjæl der er bundet til min..

Jeg elsker dig. Min muse.