min muse

Jeg giver dig alt. Alt jeg er, alt jeg kan blive, det holder du i dine hænder. Du holder mit hjerte i dine hænder. Men du holder for stramt, og jeg er for skrøbelig. Hvis du ikke passer på, så maler du mig til støv mellem dine fingre. Dine fingre, der burde være flettet i mine, frem for hendes. For jeg giver dig alt. Alt jeg er, og alt jeg kan blive, det giver jeg dig. Til gengæld giver du mig..ord. Ord. Ord. Ord i en blank notesbog. Ord på en blank computerskærm. Ord på min blog. Ord. Jeg ser dig over alt, i alt der inspirerer mig, men jeg har ikke modet til at nævne dig. Alt jeg har skrevet, hver eneste tåre jeg har grædt, hver akvarel jeg har malet, det er dig. Du ligger i al min udfoldelse, du ligger i alle mine tanker. I mine ord. Jeg kan stadig mærke dine læber mod mine, fra den ene, enkelte nat, hvor du var i min favn. Bed mig i øret, og flettede dine fingre ind i mine. Og jeg længes. Efter dig. Dine ord. Jeg vil holde om dig, jeg vil opsluge dig, jeg vil have dig. For mig selv. Jeg vil ikke dele dig, jeg vil ikke vente på dig, jeg vil stå på toppen af verden og råbe dit navn, så alle ved hvem min muse er. Hvem jeg elsker. Jeg vil kalde dig ved navn. Det skal ligge på mine læber, jeg vil sige det højt, jeg vil sige at jeg elsker dig. Men det kan jeg ikke. Det er ord, ord der hænger usagte i luften mellem os. Ord, der knap har fundet vej til mine læber endnu. Ord, vi stadig mangler at sige. Ord, ord, ord. Men jeg giver dig alt. Alt jeg er, også mine ord. Specielt mine ord. For hvordan skulle jeg nogensinde kunne rumme noget som helst, uden de ord du fylder mig med, som bløder ud gennem mine fingerspidser, på et slidt tastatur. Ud i en slidt facebookbesked, som jeg aldrig har sendt, ud i en playliste på spotify, som jeg aldrig har sendt. Ud i et digt, om alt det vi kunne blive. Om alt jeg er, og alt jeg kan blive. Alt det vi kan blive.