Så tager vi da lige en tur i nostalgiens bus. En times tid med fem personer jeg kendte dengang jeg var 14. Lad os se hvem af dem der først genkender mig - jeg har allerede pinnet en veninde jeg snakkede om heste med, en eks, en ven der fortalte mig jeg skulle tage mig sammen og holde op med at være så deprimerende, og to fyre der lagde an på mig non stop. Det er dejligt at jeg i det mindste er kommet så langt i mit liv at jeg nu er uiengenkendelig. Jeg tager det som en kompliment.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar